Historien bag

Hinnerup Rideklub blev startet i 1994 af Flemming Hansen, som syntes, at der manglede fritidsinteresser for de unge - specielt piger - i Hinnerup Kommune. Han forfattede en lille notits til UGEBLADET i Hinnerup, hvori han indkaldte alle hesteinteresserede til møde i Rønbækskolens aula. Der mødte 50 børn og voksne op, og Hinnerup Rideklub blev stiftet.

Det første, der skulle arbejdes på, var at få lavet en ridebane til alle kommunens unge ryttere, samt at få arrangeret et klublokale, hvor man kunne mødes til hyggeligt samvær sammen med andre hesteinteresserede. Det blev en lang sej kamp, som kom til at vare 5½ år, før Hinnerup Ridecenter blev en realitet, men set i bakspejlet var det værd at vente på.

I slutningen af 1997 finder rideklubben stedet, hvor ridecenteret skulle bygges, nemlig Brdr. Madsens gamle grusgrav på Møllevej. Stedet ligger ideelt i naturskønne omgivelser, der er cykelsti via Hinneruplund, og bussen holder lige ved døren.

Rideklubben købte Brdr. Madsen´s grusgrav ved Møllevej i 1998. Hinnerup Rideklub var hermed blevet en selvejende institution. Det betyder i korte træk, at medlemmerne selv bestemmer hvad der skal ske, hvornår det skal ske, og at medlemmerne selv har ansvaret for, at stedet ser pænt ud osv. Man kan så at sige betragte stedet som sit eget. Omvendt kan man sige, at der ikke er nogen ejer, som skal tjene en årsløn på stedet. Dette gør, at opstaldning og undervisning kan gøres billigere end andre steder, og det er jo positivt.

Der skete meget i løbet af sommeren 1999. Hallen blev færdig, og rideklubben, som selv skulle lave barrieren, knoklede derud af.

Stalden var også ved at ligne noget. Gulvet var færdigt, og boksene var kommet. Rideklubben skulle selv oliere alt træværket, samle boksene og sætte dem op. Der skulle også sættes lofter op og laves vand til boksene, så der var absolut ingen, der kedede sig i disse hektiske uger.

Det var planen, at de første heste skulle ind til november, og da efteråret hastigt kom nærmere, var der ingen tid at spilde.

Det var også meningen, at undervisningen skulle starte på dette tidspunkt, så det var ikke kun på byggeriet, der blev arbejdet.

Det hele blev nået til tiden, de første heste rykkede ind 1. november 1999, undervisningen startede også op som planlagt. Der var blevet ansat en ridelærer og en staldmester, alle bokse var fyldt op, der var venteliste til rideskolen, ja det hele var blevet som ønsket.

Nu havde vi så vinteren til at ordne rytterstuen, lave indhegninger, luftnings folde og lignende, så alt kunne klappe til sommeren 2000.

Der blev afholdt officiel indvielse den 29. august 2000, hvor alle der havde bidraget til byggeriet var inviteret med, og hvor Hinnerup Kommunes borgmester Niels Berg klippede snoren. En utrolig vellykket og minderig dag.